fredag den 20. juli 2012

Sommer i Nordjylland



Få ting kan gøre mig gladere for at være dansk end en bilrejse gennem Danmark. At se den danske naturs mangfoldighed og skønhed er en gave i sig selv.
Vi er lige kommet hjem fra en tur til Frederikshavn og Skagen med ungerne, og det var lige så skønt som da vi var der for nogle år siden.  


Vi boede på The Reef i Frederikshavn, der var et slaraffenland for ungerne: Et tropisk badeland med uanede mængder af vandsjov, hvilket de voksne blev trukket igennem i timevis...
Sidst vi var i Nordjylland var vi ikke velsignet med bil, hvilket var skyld i, at vi ikke kom op til Grenen og se de to have, så det skulle der rådes bod på denne gang.



På vej dertil besøgte vi 'Den Tilsandede Kirke', som mildest talt var lidt af en skuffelse for ungerne (og de voksne), da man ikke kunne se noget sand. At få fortalt at visse dele af kirken var skjult af sand (uden selv at kunne se det), var ligesom ikke så spændende...
Men naturen var smuk på den barske måde og den Skagenske himmel viste sig fra den side, de forne kunstnere må have set.

Vinden blæste og markerede sig kraftigt den dag, hvilket faktisk matchede omgivelserme.




Stor var glæden da de små banditter kunne skylle deres varme fusser i Kattegat. Der skulle også noget til at opmuntre dem, da de så, hvor lang gåturen var til spidsen!


At gå et par kilometer i våd sand, hvor sanden blæser op på ens bare ben, så det faktisk gør lidt ondt, er ikke sjovt, og derfor tog vi 'Sandormen' tilbage.


Men da vi stod der - hvor Vesterhavet møder Kattegat - og med den blå nordjyske himmel ovenover, var det næsten magisk. Man skulle blot abstrahere fra de to hundrede turister, der stod bagi, når dette billede blev taget!


Men så gik turen hjem - og knægten sagde noget sandt: 'Hvor er det dog bare skønt at komme hjem alligevel'.

Og hjemme, var der på blot nogle få dage sket mange ting:


Lathyrusen 'Winston Churchill' viste sig fra sin bedste side (men det navn forpligter jo også.) 


En herlig Verbena byder velkommen hjem

Endnu en medspiller i 'Årets Dahlia' meldte sig på banen


'När knoppar brister'...


Den første modne chili i år - 'Big Bomb'



Og så melder sig havens skønhed: Solhatten. Må du leve længe!


lørdag den 14. juli 2012

Syltetid og smukke blomster



Min smukke datter Astrid hjalp mig med at plukke ribs forleden dag. Selvom de grådige solsorte, som bor i haven, havde gjort deres for at tynde ud i buskene, så var der mere end rigeligt.  


Så skulle der laves ribsgélé - noget som både Astrid og undertegnede sætter stor pris på.



Jeg forsøgte at putte et par stykker kvan i gryden sammen med nogle hyldeblomster og jordbærmynte - bare sådan lidt for sjov!


I Sverige bruger man paraffin til at forsegle sine sylteglas med - det virker upåklageligt og er medvirkende til, at det man sylter, er holdbart i flere år. Man smelter det i et vandbad og hælder det ovenpå, så det, når det stivner, former et lufttæt låg. De er geniale, de svenskere!


Og så er jeg sørme' kommet til at snolde stauder igen. For lige såvel som at en kvinde altid kan bruge endnu et par sko - så kan en haveelsker da altid få plads til en staude mere!

Og nu til lidt øjebliksbilleder fra haven:


Jeg har tidligere syntes, at Kongelys var lidt klodsede og 'bondske', men se, hvor smuk og fin denne er. Derudover er de så nemme og taknemlige, så min tidligere antipati er vendt 180 grader.




Tænk at en valmuefrøkapsel kan give tendenser til araknafobi...


Somme tider kan noget, der er så simpelt, være så smukt. I et af havens mest umulige, tørre og elendige bed, har haveklinten og muskatellsalvien formået at skabe noget smukt.


Valmuen og 'Magic Hollyhock' klæder hinanden.


Der er skøn vildskab i bedet - humletårnet sender kringlede udløbere ud alle vegne og den amerikanske lakrids står tårnhøjt og smukt.



Der er ved at være langt imellem de etårige valmuer. Grundet de fæle blade har jeg trukket de fleste op. Næste år skal jeg så færre men bedre udvalgte etårige valmuer.


Årets Dahlia? Den er i hvert fald med i opløbet!!! Dette var ét af de blomsterløg jeg købte til halv pris i den lokale planteskole, fordi det egentlig var lidt for sent at købe Dahlialøg. Det holder jeg mig ikke fra kommende år, for dem jeg forspirede senest, er faktisk blevet flottest.


Denne Dahlia er vist lidt i samme familie med samme store, skønne blomster. Det er virkelig en blomst, man ikke kan leve uden.

fredag den 6. juli 2012

Ferietid = havetid!



Når kransliljen blomstrer og står strunk i knap to meters højde og fylder den lille terasse med en bedøvende velduft, tja, så er det ved at være sommerferietid! Skønheden varer længe og velduften ligeså. Jeg føler mig beæret over, at den har valgt at bo hos os, for den er ikke plantet, men er dukket op mere eller mindre af sig selv. 


Ferie betyder uvægerligt mere tid i haven, og det ser jeg virkelig frem til. Og det gælder BEGGE haver! 




Roser har Jes og jeg aldrig været så heldige med. Vi havde en gang en vidunderligt smuk og velduftende rose kaldet Blue Perfume, men efter et par somre rådnede den og døde. Sådan én vil vi gerne have igen.
En hvid rose til en flad tyver fra Netto klarer sig dog fint i baggrunden af bedet.



En succes ser dog denne specielle staudestokrose ud til at blive. Den hedder Magic Hollyhock og frøene er købt fra Thompson & Morgan. Den var uhyre nem at frøså, og planterne er ved at nærme sig en meter nu. Den er ikke angrebet af rust som de mere 'almindelige' stokroser i haven.




Jeg fuldkomment ELSKER riddersporer! De skal godt nok bruge et år efter plantningen på at affinde sig med, at de nu skal leve i tung, leret jord, men når først de er etableret, så bliver de høje, brede og nærmest magiske. Denne skønhed ser nærmest ud som om kronbladene er dyppet i glimmer. Jeg planter flere og flere og venter tålmodigt!


Og så skal I da ikke snydes for dagens buket af valmuer - denne gang kun étårige. Jes' yndlingsaversion og min yndlingsfarveklat i haven. Oprindeligt har jeg købt alle frø hos Thompson & Morgan, men de har krydset sig og nu dukker der alle mulige spændende sorter op.

Jeg har lovet mig selv at blive bedre til at 'målrettet' høste frø. Med andre ord, at huske at mærke de interessante planter, når de stadig har kronblade, og at høste netop dem.








tirsdag den 3. juli 2012

Solhytten - et impulskøb af rang


I slutningen af påskeferien sagde Jes til mig: Skal vi ikke gå en tur ned langs jernbanen i kolonihaveområdet, for der har vi jo aldrig været. Han elsker at gå ad ubetrådte stier, så vi fik ungerne i tøjet og gik ud i det kølige danske forårsvejr.
På trods af at vi bevægede os i præ-kolonihave-sæsonen, blev vi betaget af den liguster-facistiske hygge, der kendetegnede hele området. Det var sgu' godt gammeldags hyggeligt!


Så der var kort vej fra tanke til handling, da vi så 'TIL SALG' skiltet foran den grønne hytte.
Kolonihavens tidligere ejer, Gerda, havde passet og plejet haven gennem 30 år, men havde nu indset, at nu kunne hun ikke overkomme det mere. Børnene gad ikke at modtage de overskydende grøntsager og kartofler; børnebørnene syntes ikke at stedet var sjovt mere; og for en dame tæt på de 80 år, var kampen mod skvalderkålen blevet for meget. Så det blev en god handel for alle parter. Eneste aberdabei er, at vi konstant får at høre at 'Jaaaaeee, Gerda har jo haft en høj standard, såååååeeee.....' - underforstået: Hvad filan kan I 'unge' mennesker udrette her?!


Efter mødet med kolonihaveforeningens formand og kasserer er alle fordomme omkring kolonihaveforeninger besandet: Det er som et vindpust fra Korsbæk...
Dog blæser der nye vinde! Adskillige danskere af anden etnisk baggrund har fået øjnene op for konceptet kolonihaver, og vi har set flere haver, hvor der samles store familier og hygger sammen med god mad på grillen og grønt fra egen høst. Den slags hygge i flere generationer ses ikke i samme grad i de 'etnisk danske haver', og det kunne man måske lære lidt af.  


Vi startede med at sætte selve hytten i stand. Lidt maling (hvor ungerne var med til at svinge ruller og pensler) og en stor oprydning med efterfølgende ture til genbrugspladsen resulterede i et kvantespring fra 70'er æstetik til afslappet shabby chic med en overvejende vægt på shabby.
Gerda havde et skilt med navnet 'Hytten' hængende, men vores søn, Benjamin sagde: 'Det skal da hedde 'Solhytten', for vi vil jo altid være her, når der er solskin'. Sådan fik kolonihaven navnet 'Solhytten'.


Jes og jeg fik hurtigt lavet nogle bed, og de fleste af dem er blevet en succes, såsom Jes' løg-, radisse- rødbede- og kartoffelbed, men det kom bag på os, hvor meget ukrudt der var!!! Visse bed blev overtaget af skvalderkål, fuglegræs og andre pestilenser.
Så alle mine planer, om at dele nogle af de spændende stauder og tage med hjem til vores egen have, er definitivt skrinlagt. Ingen staude kan friste mig i en grad, at jeg vil risikere at hive skvalderkål med hjem!


Men havelivet i Solhytten er netop markant anderledes end i den hjemlige have, for det er ikke jordens undergang, at der er ukrudt. Her er det ok at lade stå til. Når vi det ikke i dag, så kommer der nok en anden dag!


Og så kan vi sætte os på terrassen og drikke et glas rosé imens at ungerne tumler rundt og leger (for uden Playstation og PC har man ikke andet valg).


Liljerne er fyldt med liljebiller, og her gider jeg ikke at bruge tid på at fjerne dem...


Men uanset hvor man kigger, er der skønhed...


And that which is called a rose.... by any other name would smell as sweet...

Eller for at viderefortolke Shakespeare: En rose i skvalderkål, dufter stadig og er stadig lige skøn.




Næste år vil mængden af ukrudt ikke komme bag på os, og den del af haven, der består af stauder, skal beplantes tættere og tættere, så ukrudtet får kamp til stregen. 


Dette er en kærkommen anledning til at tage vare på alle de selvsåede planter, jeg finder i vores hjemlige have.



Jorden er tung og leret, ligesom 'der hjemme', men det ser ud til at være godt for Jes' majsplanter.








Der er to kompostbunker og i den ene, har jeg plantet en squashplante, der har fået storhedsvanvid og efterhånden fylder det hele. Uanset om vi får frugter ud af det eller ej, vil rødderne have gjort underværker for komposten.





Siden vi anskaffede os Solhytten, har vi fået samme spørgsmål et snes gange: 'Hvad i al verden skal I med en kolonihave, når I allerede har hus og have?!' Tja, hvem ville ikke ønske, at de havde et landligt fristed fem minutters cykeltur fra deres hjem, hvor der hverken er ure eller el?