Solhytten - et impulskøb af rang

I slutningen af påskeferien sagde Jes til mig: Skal vi ikke gå en tur ned langs jernbanen i kolonihaveområdet, for der har vi jo aldrig været. Han elsker at gå ad ubetrådte stier, så vi fik ungerne i tøjet og gik ud i det kølige danske forårsvejr.

På trods af at vi bevægede os i præ-kolonihave-sæsonen, blev vi betaget af den liguster-facistiske hygge, der kendetegnede hele området. Det var sgu' godt gammeldags hyggeligt!

Så der var kort vej fra tanke til handling, da vi så 'TIL SALG' skiltet foran den grønne hytte.

Kolonihavens tidligere ejer, Gerda, havde passet og plejet haven gennem 30 år, men havde nu indset, at nu kunne hun ikke overkomme det mere. Børnene gad ikke at modtage de overskydende grøntsager og kartofler; børnebørnene syntes ikke at stedet var sjovt mere; og for en dame tæt på de 80 år, var kampen mod skvalderkålen blevet for meget. Så det blev en god handel for alle parter. Eneste aberdabei er, at vi konstant får at høre at 'Jaaaaeee, Gerda har jo haft en høj standard, såååååeeee.....' - underforstået: Hvad filan kan I 'unge' mennesker udrette her?!

Efter mødet med kolonihaveforeningens formand og kasserer er alle fordomme omkring kolonihaveforeninger besandet: Det er som et vindpust fra Korsbæk...

Dog blæser der nye vinde! Adskillige danskere af anden etnisk baggrund har fået øjnene op for konceptet kolonihaver, og vi har set flere haver, hvor der samles store familier og hygger sammen med god mad på grillen og grønt fra egen høst. Den slags hygge i flere generationer ses ikke i samme grad i de 'etnisk danske haver', og det kunne man måske lære lidt af.  

Vi startede med at sætte selve hytten i stand. Lidt maling (hvor ungerne var med til at svinge ruller og pensler) og en stor oprydning med efterfølgende ture til genbrugspladsen resulterede i et kvantespring fra 70'er æstetik til afslappet shabby chic med en overvejende vægt på shabby.

Gerda havde et skilt med navnet 'Hytten' hængende, men vores søn, Benjamin sagde: 'Det skal da hedde 'Solhytten', for vi vil jo altid være her, når der er solskin'. Sådan fik kolonihaven navnet 'Solhytten'.

Jes og jeg fik hurtigt lavet nogle bed, og de fleste af dem er blevet en succes, såsom Jes' løg-, radisse- rødbede- og kartoffelbed, men det kom bag på os, hvor meget ukrudt der var!!! Visse bed blev overtaget af skvalderkål, fuglegræs og andre pestilenser.

Så alle mine planer, om at dele nogle af de spændende stauder og tage med hjem til vores egen have, er definitivt skrinlagt. Ingen staude kan friste mig i en grad, at jeg vil risikere at hive skvalderkål med hjem!

Men havelivet i Solhytten er netop markant anderledes end i den hjemlige have, for det er ikke jordens undergang, at der er ukrudt. Her er det ok at lade stå til. Når vi det ikke i dag, så kommer der nok en anden dag!

Og så kan vi sætte os på terrassen og drikke et glas rosé imens at ungerne tumler rundt og leger (for uden Playstation og PC har man ikke andet valg).

Liljerne er fyldt med liljebiller, og her gider jeg ikke at bruge tid på at fjerne dem...

Men uanset hvor man kigger, er der skønhed...

And that which is called a rose.... by any other name would smell as sweet...

Eller for at viderefortolke Shakespeare: En rose i skvalderkål, dufter stadig og er stadig lige skøn.

Næste år vil mængden af ukrudt ikke komme bag på os, og den del af haven, der består af stauder, skal beplantes tættere og tættere, så ukrudtet får kamp til stregen. 

Dette er en kærkommen anledning til at tage vare på alle de selvsåede planter, jeg finder i vores hjemlige have.

Jorden er tung og leret, ligesom 'der hjemme', men det ser ud til at være godt for Jes' majsplanter.

Der er to kompostbunker og i den ene, har jeg plantet en squashplante, der har fået storhedsvanvid og efterhånden fylder det hele. Uanset om vi får frugter ud af det eller ej, vil rødderne have gjort underværker for komposten.

Siden vi anskaffede os Solhytten, har vi fået samme spørgsmål et snes gange: 'Hvad i al verden skal I med en kolonihave, når I allerede har hus og have?!' Tja, hvem ville ikke ønske, at de havde et landligt fristed fem minutters cykeltur fra deres hjem, hvor der hverken er ure eller el?