En blandet pose blomsterbolsjer...

Hvor er det egentlig heldigt, at mange af de blomster, der giver os størst glæde rent visuelt også er de blomster, der blomstrer længst...

Solhatten kan ikke andet end at begejstre med sine flotte farver, de standhaftige stilke og de helbredende egenskaber.

Jeg ville i den grad ønske at dahliaen var en staude, der kunne tåle frost! Men vi må glædes over, at den giver os en kontinuerlig strøm af blomster helt frem til frostens ankomst.

I flere år gravede jeg knoldene op og opbevarede dem efter alle kunstens regler, hvilket også gik fint et par år, men jeg mistede modet, da jeg et forår stod med utallige knolde der var mugnet væk i løbet af vinteren. Nu plejer jeg bare at købe nye knolde hvert år og drive dem i store potter indendøre, indtil frosten er væk og de er klar til udplantning. De bliver store og rigtblomstrende alligevel, og jeg slipper for bøvl.

Echinacea Razzmatazz er nok årets HIT - og den bliver bare ved og ved og ved med at blive smukkere. Den skal jeg bare have flere af!

På det årlige familiebesøg i Birkegårdens Haver så jeg varianter af denne solhat i orangerøde og røde nuancer - de så fantastiske ud, men jeg fik desværre ikke navnene. Kender nogen dem?

Atter en smuk solhat flankeret af blå plasticsko fra LIDL (åbenbart en fotograf med sans for detaljer!)

Jeg er meget lidt begejstret for skrigende gule og orange tagetes, men jeg fuldkomment elsker den hvide Tagetes Vanilla! Atter en blomst, der blomster nærmest i en evighed, og den er jo bare en drøm at se på. Jeg planter altid tagetes ved tomatplanterne, men jeg har foruden de hvide fundet nogle lidt pænere varianter end de typiske orange og gule. Jeg har en spraglet rød og orange tagetes, som er ganske nydelig. Men duften, tja, den bliver nok aldrig et hit!

Og her har vi en skønhed, der har mærket sit territorie af i ét af mine urtebed. Det er en Lægestokrose (Althaea Officinalis), der er blevet 2,5 meter høj og som blomstrer om kap med sig selv. Den viser ingen tegn på sensommer-træthed, gudskelov, for der er nu nogle hjørner af haven, der ser lidt sensommer-triste ud!

Solsikken 'Kew Lime' burde have været sart limefarvet, men jeg synes, at den er lysegul? Nuvel - solsikker er altid dejlige - uanset farve!

Humlebier på druk!

I min have har jeg nogle store flotte eksemplarer af Rudbeckia occidentalis 'Black Beauty'.
På trods af at de slet ingen kronblade får, og vel sagtens egentlig er mere særprægede end kønne, så opfylder de måske netop på grund af deres særpræg mit 'der-er-plads-til-dig-i-min-have-kære-plante-kriterie'. For hvor ville det dog være kedeligt, hvis alt i haven var yndigt, kønt og smukt!

Der skal være lidt vildskab, morskab og galskab rundt omkring i haven!

Og denne Rudbeckia er et pragteksempel på netop dette, for i al sin underlighed, fremhæver den faktisk skønheden i de andre planter. Ud over at jeg har taget den til mit hjerte, så er humlebierne decideret syge med den. Og så mener jeg DECIDERET SYGE med den!

Når først humlebien har lagt sig til rette på blomsten og drikker løs af dens nektar, så er den ikke til at få væk igen. Humlebierne er faktisk, som er de påvirkede. Jeg prøvede på et tidspunkt til at puffe lidt til en humlebi, da jeg faktisk troede at den var død. Flyve væk gad den i hvert fald ikke. Flytte sig gad den da heller ikke. Faktisk var den eneste reaktion, at den sløvt løftede på det ene bagben, ligesom for at sige: SMUT, jeg er i gang med at hygge mig her!

Så planten får lov til at blive ved med at være humlebiernes yndlings-beværtning i haven.

I august er der nærmest et magisk lys i skumringen.

Aftenhimmel og clematis tone i tone.

Den smukkeste solhat er en kvinde i fyrrerne

Solhatte er absolutte favoritter i haven - ikke kun fordi de er så smukke, men fordi de er smukke over lang tid. At de ovenikøbet har beviste gavnlige medicinske fordele, er jo heller ikke helt skidt.

Men det, det fascinerer mig i aller højeste grad er, at solhatten er fortryllende i flere stadier - bare på forskellige måder... lidt ligesom os kvinder, der har visse ynder tidligt i livet og andre (betydeligt flere) senere i livet (noget jeg må overtale mig selv om er sandt, da jeg ikke længere er i den purunge ende af skalaen :-)

Echinacea Sunset med de første spæde blade -

En lidt uskyldig blomst i tyverne

Echinacea Sunset begynder at folde sig ud og vise flere nuancer -

nu er blomsten vist i trediverne

Og her er blomstens skønhed på sit højeste -

Uden tvivl en blomst i fyrrerne - farverig og inciterende

En endnu mere 'udadvendt' solhat er den skønne Razzmatazz, der ligeledes går fra smuk - til smukkere - til livet i fyrrerne, hvor den uden tvivl er sjovest, smukkest og mest spændende.

At blomstens kronblade herefter falmer gevaldigt, bliver grålige og falder af, vælger jeg med fuldt overlæg at se bort fra i denne parallellisering :-)

Regnvåde kunstværker

Nuvel, det kan være, at vi nu træder ind i feriens sidste uge, og at det stadig regner udenfor, men hvis vi nu skal vælge at se tingene fra den lyse side (og det bør vi jo...), så er regnens dråber med til at fremhæve mange blomsters og blades skønhed. Se blot valmuen Cherry Glow ovenfor (sået fra frø fra Thompson&Morgan).

Ét af de bedste tip, jeg har fået ved at se Claus Dalbys tv-programmer, var tippet om den skønne staude violfrøstjernen. Den bliver meget høj (nogle af mine er tæt på 2 meter høje) og støtte er særdeles vigtig - især af perioder af regn, hvor de bliver tunge. De er bedst i baggrunden af et bed, hvor de også kan få støtte af de foranstående planter. Præmien er skyer af små blomster - og der findes både enkeltblomstrende og dobbeltblomstrende varianter i lila og hvid. Jeg plantede adskillige sidste år, og de står nu, som havde de boet i haven i mange, mange år. Det bedste er, at blomstringsperioden er rigtigt lang. På billedet ses varianten Thalictrum Dalavayi. Tha

lictrum Delavay

En nærbillede af en regnvåd rose

Dagliljer har den fordel, at de ikke bliver ramt af liljebilleangreb. Navnet på liljen er undsluppet mig.

En af mine absolutte favoritstauder er Jernurten (Verbena Bonariensis), som bliver høj og svæver bag de andre planter såsom violfrøstjernen. Eneste ulempe er, at den ikke er vinterhårdfør. Dog selvsår den sig selv meget nemt. De er både gode i bed, i kar/store krukker samt i skønne buketter.



Regn regn gå din vej!

På regnfulde kolde dage som denne, er det lidt som at vente på foråret. For når regnen siler ned, og det faktiskt er koldt som i oktober, så er der ikke meget sommer over haven.
Udenfor ligger de stakkels violfrøstjerner ned i bedene, regntunge blomsterbuske hænger ned i græsset og valmuerne smider deres smukke blomsterblade samme øjeblik som de kommer til syne.
Deprimerende? Tja, måske lidt, men så må man huske tilbage på solvarme juni, hvor den smukke kranslilje (Lilium Martagon) gjorde haven til et smukkere sted.

Jeg har dem to steder i haven, og i år blev de højere end undertegnede! I år var jeg særdeles ihærdig i min liljebille-jagt i starten af sæsonen, hvilker resulterede i, at jeg faktisk i år slet ikke havde et liljebilleproblem.

Jeg har en stor forkærlighed for valmuer af alle mulige - og helst umulige - slags, men to ugers ihærdig regn iblandet flere skybrud, er ikke noget der gavner de sarte små sjæle... Her under ses arten Flemish Antique (frøene købt hos Thompson&Morgan, hvor de har et stort, godt og prismæssigt overkommeligt udvalg.) I år har jeg opdaget flere valmuer i min have, hvor det er tydeligt, at nye arter er opstået gennem krydsbefrugtning. Så begynder det at blive rigtigt sjovt!

At alle mulige farvekombinationer af selvsåede blomster dukker op hist og pist, er velsagtens ikke sagen for de mere strømlinede havemennesker, der går meget op i at alt skal stå på sin rette plads - Ordnung muss sein! Men det er jo nok derfor, at jeg føler større have-sammenhørighed med laissez-faire Camilla Plum end med den mere pertentlige Claus Dalby.