Viser opslag med etiketten Diverse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Diverse. Vis alle opslag

søndag den 21. august 2011

Hallelujah!

Hallelujah for et havevejr vi fik i weekenden! Trods at weekendens største begivenhed var min smukkeste blomsts syv-års fødselsdag, blev der også tid til alverdens ting i haven!




Størstedelen af urtehaven fik sig en tur med oprydning og nedklipning, så komposterne bugner nu af grønt plantemateriale, der skal blive til den den dejligste kompost. Min mand fornyede sit jordbærbed ved at tage alle planter op, forbedre jorden og plante et mindre antal gode planter tilbage, så også her blev der masser af grønt til komposten.  


For hver havesæson kan jeg mærke, hvor stor forskel erfaringen gør. Fejlslagne have-idéer og dårlige staude-placeringer ligesåvel som successer i haven, gør, at jeg kan gå havesæsonen 2012 i møde bedre rustet og forhåbentlig lidt klogere :-) 



Vi har et fantastisk tomat-år i år, så derfor gik vi (inspirerede av Camilla Plum) i gang med at henkoge tomater i aftes. Hele huset duftede fantastisk og nu kan vi nyde sommerens sødme i de kolde måneder. Min mand vender tilbage med et 'gæste-indlæg' om selve henkogningen. 


Udenfor vores stuevindue står denne skønne rose, der blomstrer hele sæsonen, blot man husker at klippe de døde blomsterhoveder af. Den dufter vidunderligt, og er noget af det første der blomstrer i foråret og noget af det sidste der blomstrer i efteråret. Det er en gammel rose, der stod i haven, da vi købte huset for fem år siden, så jeg aner intet om den, andet end at den er fænomenal.


Jeg har et væld af forskelluge mynter i haven, og denne skønne plante kom til nytte i går aftes, da jeg nød en 'Italian Mojito'. Mums - det var en succes! Limefrugt, rørsukker og mynteblade knuses i bunden af et højt glas, hvorefter der tilsættes knust is, Campari og dansk vand.
Atter en gang: Hallelujah!


SKÅL!

onsdag den 3. august 2011

Behårede gæster og hvide agurker

Jeg sætter stor pris på blomsterkarse (alias tallerkensmækkere) - især hvis det drejer sig om andre slags end de traditionelle gule og orange. Thompson&Morgan er leveringsdygtige i mange spændende sorter. Det er skønt at smide et frø i jorden og med al sikkerhed vide, at det vil komme igen som en frodig, smuk plante med hundredevis af blomster. Men der kommer et tidspunkt på sommeren (lige NU), hvor jeg ikke gider dem mere. Bladene begynder at gulne og lådne, lidet charmerende larver æder løs af bladene og formerer sig med lynets hast.
Så skal de væk! Behårede mænd kan jeg leve med, men glubske, behårede larver, gider jeg ikke at bruge tid på :-)

Men så skaber planterne atter glæde, nu som masser af frisk, grønt plantemateriale til én af de mange kompostbeholdere.


Nasturtium 'Cobra'


Nasturtium 'Tip Top Apricot'

I drivhuset vokser agurkerne så det knager, og jeg glæder mig til at sylte løs! Også her er sorterne ikke de helt almindelige, da jeg i foråret har fået spændende frø fra USA af min dejlige mor.


White Wonder er en agurkernes albino - en helt hvid agurk, både udenpå og indeni. Den vil være sjov i salater og syltet.


Den næste agurk er en 'sushi agurk', den er meget aflang, tynd og kan blive meget krinkelkroget. Ydersiden er ekstremt nopret og ru. Når den er moden og bliver skåret i skiver, ligner skiverne blomster i omridset - det er noget at glæde sig til!

Min skønne datter på snart 7 år såede gulerødder med farmand i foråret, og selv om de ikke helt fik tyndet særligt grundigt ud, hvilket er resulteret i små bette gulerødder, så vækker de knap så store gulerødder nu STOR glæde.

 
Og så er der jo selve grunden til at man overhovedet HAR et drivhus: TOMATERNE!
Ååååh, er der noget mere fantastisk end at plukke en duftende, solmoden, saftig tomat af egen høst?
Min mand og jeg håber inderligt på, at vi får tomaterne i et så stort omfang, at vi slet ikke kan nå at spise dem, for vi fulgte ivrigt med i Camilla Plums programserie i foråret: 'Mad der holder', hvor hun blandt andet henkogte tomater og chilier i stor stil.
Der er ingen tvivl om, at vi vil få chilifrugter i overflod, og det ser lovende ud med tomater. Herligt!



I denne den første arbejdsuge efter ferien, har vejret været enestående sensommervejr. August er uden tvivl én af de skønneste måneder på året, og var jeg ikke stavnsbundet til juli som sommerferiemåned grundet skolebørn og institutioner med sommerlukning, så holdt jeg med glæde ferie i august.
Nu må jeg nøjes med at glæde mig på vegne af dem der gør!






 

tirsdag den 2. august 2011

Humlebier på druk!

I min have har jeg nogle store flotte eksemplarer af Rudbeckia occidentalis 'Black Beauty'.
På trods af at de slet ingen kronblade får, og vel sagtens egentlig er mere særprægede end kønne, så opfylder de måske netop på grund af deres særpræg mit 'der-er-plads-til-dig-i-min-have-kære-plante-kriterie'. For hvor ville det dog være kedeligt, hvis alt i haven var yndigt, kønt og smukt!

Der skal være lidt vildskab, morskab og galskab rundt omkring i haven!

Og denne Rudbeckia er et pragteksempel på netop dette, for i al sin underlighed, fremhæver den faktisk skønheden i de andre planter. Ud over at jeg har taget den til mit hjerte, så er humlebierne decideret syge med den. Og så mener jeg DECIDERET SYGE med den!



Når først humlebien har lagt sig til rette på blomsten og drikker løs af dens nektar, så er den ikke til at få væk igen. Humlebierne er faktisk, som er de påvirkede. Jeg prøvede på et tidspunkt til at puffe lidt til en humlebi, da jeg faktisk troede at den var død. Flyve væk gad den i hvert fald ikke. Flytte sig gad den da heller ikke. Faktisk var den eneste reaktion, at den sløvt løftede på det ene bagben, ligesom for at sige: SMUT, jeg er i gang med at hygge mig her!


Så planten får lov til at blive ved med at være humlebiernes yndlings-beværtning i haven.


I august er der nærmest et magisk lys i skumringen.


Aftenhimmel og clematis tone i tone.

lørdag den 30. juli 2011

Godmorgenfrue

Morgenfruer er jo et MUST i sommerhaven, og da jeg fandt et alternativ til de skrigende gule og orange nuancer, så måtte jeg så den i haven.


Skønheden hedder Calendula officinalis 'Sherbet Fizz' og frøene er købt hos Thompson&Morgan.

Gårsdagen gik med en 11 timers Tivolitur med ungerne, min mand og ungernes farmor - så det var Den Gamle Have der fik besøg - ikke min egen have. Jeg forsøgte da også at snige mig til at kigge lidt på de fine planteringer (blandt andet fandtes der nogle flotte Dahlia-bed), men hver gang, jeg forsøgte at få mig et blomsterkig, kiggede min datter bebrejdende på mig og sagde; 'Åh, Mor det handler ikke kun om blomster!' 



Men i dag skinner solen (godt nok bag skyerne) og haven venter!



torsdag den 28. juli 2011

Så længe rammerne er i orden....

Nu er jeg ikke den store tilhænger af en 'perfekt have' hvor alt er farvekoordineret og alt står på sin plads, men der er to ting, der bare er fantastiske, når de er i vinkel: Hækken, som står skarpt nyklippet og den nyslåede græsplæne.


Det er vel ikke græsslåning eller hækklipning, der er de mest ophidsende arter af havearbejde, men det er de to ting, der skaber rammerne for, at alt det andet kan nydes så meget mere.

Så selv om jeg har lidt ondt i skuldrene, er jeg tilfreds efter dagens arbejde - på trods af, at jeg lavede klassikeren og skar forlængerledningen over med hækkeklipperen :-)

Ferien er ved at gå på hæld og bunkerne med ubesvarede mail og opgaver venter. Ikke en synderligt glædelig tanke, især ikke når den krydres af en vejrudsigt der viser, at sommervejret kommer, når ferien ender...



Men på trods af at arbejdet med dets pligter venter, så venter også august - i min øjne den skønneste sommermåned af dem alle, hvor æbler skal plukkes, chilier skal høstes og nye haveprojekter skal igangsættes - og jeg er fast besluttet på, at jeg vil nyde havemåneden i fulde drag - for at tanke op til de 'have-frie', kolde måneder som venter...









tirsdag den 26. juli 2011

Meget små beboere på terrassen

Vi har længe vidst, at vi har en gråspurverede på terrassen, og vi har ikke nænnet at fjerne den, hvilket vi glade for nu, hvor de mindste beboere begynder at vove sig uden for reden.






Nu blomstrer Frøkenhatten/Zinniaen 'Green Envy' (sået fra frø fra Thompson&Morgan) og den er virkelig skøn. Den skal helt sikkert sås igen til næste år, for der er noget helt særligt over grønne blomster. Jeg synes, at jeg som staudeelsker kan have vanskeligheder med at få plads til sommerblomster i min bed, da jeg skruer stauder ned alle vegne! Og da jeg plejer at dække bunden af bedene med dækbark - både for at holde på fugten samt for at holde ukrudtet væk, kan jeg ikke bare drysse frø fra etårige sommerblomster i benene, for det kommer der intet ud af! Så det bliver faktisk mest til sommerblomster i krukker og kar.