søndag den 24. juli 2011

Regn regn gå din vej!

På regnfulde kolde dage som denne, er det lidt som at vente på foråret. For når regnen siler ned, og det faktiskt er koldt som i oktober, så er der ikke meget sommer over haven.
Udenfor ligger de stakkels violfrøstjerner ned i bedene, regntunge blomsterbuske hænger ned i græsset og valmuerne smider deres smukke blomsterblade samme øjeblik som de kommer til syne.
Deprimerende? Tja, måske lidt, men så må man huske tilbage på solvarme juni, hvor den smukke kranslilje (Lilium Martagon) gjorde haven til et smukkere sted.

Jeg har dem to steder i haven, og i år blev de højere end undertegnede! I år var jeg særdeles ihærdig i min liljebille-jagt i starten af sæsonen, hvilker resulterede i, at jeg faktisk i år slet ikke havde et liljebilleproblem.



Jeg har en stor forkærlighed for valmuer af alle mulige - og helst umulige - slags, men to ugers ihærdig regn iblandet flere skybrud, er ikke noget der gavner de sarte små sjæle... Her under ses arten Flemish Antique (frøene købt hos Thompson&Morgan, hvor de har et stort, godt og prismæssigt overkommeligt udvalg.) I år har jeg opdaget flere valmuer i min have, hvor det er tydeligt, at nye arter er opstået gennem krydsbefrugtning. Så begynder det at blive rigtigt sjovt!

At alle mulige farvekombinationer af selvsåede blomster dukker op hist og pist, er velsagtens ikke sagen for de mere strømlinede havemennesker, der går meget op i at alt skal stå på sin rette plads - Ordnung muss sein! Men det er jo nok derfor, at jeg føler større have-sammenhørighed med laissez-faire Camilla Plum end med den mere pertentlige Claus Dalby.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar