Det magiske med en have er, at du aldrig aner, hvad der kan ske. Du kan plante stauder for flere tusinde kroner, hvor halvdelen egentlig aldrig kommer til at trives. Du kan gøde nok så meget, men alligevel får du ikke én eneste rød tomat. Næste år løfter du ikke en finger, og du rammes af en uendelig tomat-tsunami.
Men mon ikke, at det netop er havens lunefulde nykker og naturens sære veje, der gør, at vi bliver ved med at følge hver en dag i spænding?
Min mand spurgte i den tidlige sommer: 'Hvorfor går du den samme tur i haven hver aften? Hvad er der sjovt ved det?'
Men det er jo netop dét, der sker fra dag til dag, der gør, at det aldrig bliver kedeligt eller trivielt.
En blomst, der har åbnet sig eller en selvsået plante, der er dukket op et sted, hvor den reelt set ikke skulle kunne dukke op, en duft eller en stemning her i nuet. Slet og ret øjeblikkets magi!
Listen over have-pligter, der blev forsømt, var lang!
Så forestil jer min glæde, når jeg opdager denne smukke hvide Skærmlilje (Agapanthus) i mit bed!
Her har vi en 'fighter', der tænkte: 'Det kan godt være hun ikke graver mig op, men mig skal hun IKKE få ned med nakken!'. En plante efter mit hoved :-)
Ligeledes fik jeg noget af en overraskelse i marts måned, da jeg under et meget tykt snelag fandt en Rosengerianie med brune kedelige 'døde' stilke med små, grønne skud på!
Den stakkels plante havde stået ude i en gudsjammerligt kold vinter i mange måneder, men med dens livskraft og vilje (for det har planter jo...) overlevede den.
NU er den stor og guddommeligt duftende, og den er ved at åbne alle sine små smukke blomster, og jeg vil ALDRIG glemme den udenfor igen (det har jeg lovet den).
Jeg slutter af med årets sidste hindbær fra vores hindbærbuske (som bar sparsomt i år). Jeg plejer normalt altid at byde ungerne og min mand havens goder først, men denne lækkerbisken så de aldrig :-)
